Udmøntningen af udlodningsmidlerne til de sygdomsbekæmpende organisationer fordeles i henhold til Lov nr. 1532 af 19. december 2017.
Aktivitetspuljen, der har til formål at yde tilskud til konkrete aktiviteter og projekter til de sygdomsbekæmpende organisationer.
Der er ca. 7 mio kroner i pulen i 2026.
Hvem kan modtage støtte?
Sygdomsbekæmpende organisationer og foreninger, dvs. organisationer, der gennem dokumenteret støtte til forskning, oplysning og patientstøtte bidrager til at forebygge samt behandle og/eller afhjælpe sygdom.
Organisationerne skal desuden være medlemsorganisationer med skriftlige generalforsamlingsgodkendte love og vedtægter, hvoraf det skal fremgå, at organisationen har et sygdomsbekæmpende formål. Endvidere skal organisationerne have årsberetninger, regnskaber og budgetter.
Organisationen skal være hjemhørende i Danmark. Vær opmærksom på, at lokale foreninger/underorganisationer altid skal søge tilskud gennem deres hovedorganisation.
Der kan normalt ikke ydes tilskud til offentlige institutioner/organisationer, enkeltpersoner, grupper, støtteforeninger, pårørendeforeninger, paraplyorganisationer, eller firmaer samt organisationer der kan opnå tilskud fra andre ministeriers udlodningspuljer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har pligt til årligt at indberette alle tilskudsmodtagere til Skat, uanset om modtageren skal beskattes af tilskuddet eller ej. Til brug for indberetningen skal organisationen oplyse CVR-nr. (organisationens nummer i Det Centrale Virksomhedsregister).
Hvad ydes der støtte til?
Der ydes støtte til konkrete sygdomsbekæmpende formål, herunder forskning, oplysning og patientstøtte, som ikke kan tilskrives almindelig drift, fra en størrelsesorden på 5.000 kr. og opefter.
Som eksempel på konkrete formål kan nævnes fremstilling af informationsmateriale, konferencer, workshop, udflugter, mindre forskningsprojekter, kampagner, efteruddannelse (ikke frikøb af medarbejdere), kurser m.m.
Der kan ikke søges støtte til udgifter, der allerede er afholdt. Endvidere kan der ikke søges om støtte til drifts- og anlægsudgifter, mindre istandsættelsesarbejder eller mindre anskaffelser som fx kontormaskiner.
Fordelingen af aktivitetspuljen forventes at finde sted primo juli 2026.